Viggo Stuckenberg. 1901.
Vinteraften
Bag Horisontens bj;rgblaa Skyer
gaar Vintersolen stille ned
og slukker i en Skyskakt ud sin Fakkel,
og Himlen gl;der som et fjernt
med Stjernetinder tjeldet Tabernakel.
Foran mig synker Landet bort
i Aftnens Dis, der klam og graa
sig lejrer lavt hen over Hegn og Gr;fter;
langt ude i det stille Land
sin Silhuet en Landsbykirke l;fter.
Og Himlens R;de falmer fjernt,
og blege Stjerner gnistrer frem,
og alle Agres Farver sortner stille;
det sidste Sk;r af Dagen d;r,
og ensomt rinder Nattens tavse Kilde.
********************************************
У горизонта облака,
как гор гряда или река,
где солнце, уходя, свой гасит факел;
темнеет, но ни огонька
в оконцах хижин не блеснет во мраке.
Утопит в липкой серой мгле
туманный вечер на земле
канавы вдоль заборов да избушки,
оставив в сумраке белеть
лишь силуэт приземистой церквушки.
И алый отблеск дня стерев,
дождался вечер, замерев:
на небо с бледным блеском звезды вышли,
и в тихой темени полей
печальный ручеек бежит чуть слышно.